Torel Breshol (deceased)

View previous topic View next topic Go down

Torel Breshol (deceased)

Post by Dungeon Master on Sat Sep 19, 2015 10:18 pm

Torel Breshol aka. THE HUNGARIAN BARBARIAN.

Er født som en af Uthgardt-barbarerne. Uthgardt er et løst sammensat barbar-samfund der udmærker sig ved at tilbede totemdyr. Torel Breshol er født ind i De Sorte Løvers Stamme.

Denne stamme er en af de mindre, og fungerer primært som support til de mægtigere stammer - herunder Stammen den Stolte Grif. Den Stolte Grif styres af en mægtig Barbar-kriger der går under navnet Kæben (ingen kender hans sande navn). Han har ledt de samlede Uthgardt-barbarer til mange sejre (og en del nederlag – men det tales der ikke om).

Torel Breshols familie havde altid tilhørt eliten af De Sorte Løver. Med ”altid” menes der - lige indtil hans fader Aimee Brashol overtog kommandoen i familien. Aimee Breshol´s ”overherredømme” var/er styret lemfældighed og relativ svaghed. Kombinationen af voldsom tro på egne evner (- og manglen på samme), betød at Brashol-familiens renomme på meget kort tid, faldt fra et (relativt) højt niveau til et særdeles lavt niveau.

Torel Breshol var 13 år da faderen overtog som familiens overhoved. Kombinationen af skulle håndtere de almindelige problemer som teenager (betydende store mængder af bumser og manglen på svægvækst i højre side af ansigtet), skulle Torel Breshol nu også håndtere familiens fald fra magtens tinder. Dette betød at alle (selv de tykke malkepiger) gjorde grin af ham. Torel begyndte på dette tidspunkt at udvikle et voldsomt temperament.

Ton-familien havde hierarkisk, altid ligget under Breshol familien. Dette var nu omvendt. Ton-familiens mandlige medlemmer havde alle det samme kendemærke – et æbleformet modermærke på deres bryst. De var kendt som store krigere og var alle meget flotte og charmerende. Gast Ton – den yngste kriger i familien – var ingen undtagelse. Han var 4 år ældre end Torel. Blandingen af glæde over sin familiens nye plads i hierarkiet og Gast Tons perfide humor, gjorde at han fandt Torels svære situation umådeligt morsom. Ikke nok med at Gast Ton var ældre end Torel, var han også stærkere og højere. Gast Ton elskede at tirre Torel. Selvom Torel var relativt stærk og hurtig, var det ofte kun et spørgsmål om tid før det hovedløse angreb resulterede i at Torel lå svinebundet i en pøl af mudder og fæces. Som resten af hans familie, udmærkede Gast Ton sig også ved at have et godt tag i kvinderne. Han nedlagde dem på stribe og de elskede ham alle – unge som gamle. (Det rygtedes at Høvdingens unge hustru R. Øvlæk Kar ikke var en undtagelse.)

Det ene år tog andet, og livet gik sin gang i landsbyen.

Det var forår og Torel var netop gik ind i sit 16 år. Landsbyen gjorde klar til at fejre den årlige forårsfest, hvilket betød at brygningen af mjød var sit højeste. Høvdingens hustru R. Øvlæk Kar var med barn og skulle snart nedkomme. Som sædvanligt havde Gast Ton tirret Torel, og som sædvanligt resulterede det i at Torel tilbragte de næste 10 timer bagbundet og liggende på maven i svinestien. Festen startede hen ad aften og Torel fik endelig vristet sig fri. Glødende af raseri, gik han ind i festhytten til resten af den festende stamme. Alle var fulde – specielt Gast Ton. Som Torel gjorde sin entre øffede Gast Ton højlydt og bød svinedrengen velkommen. Han rakte armene ud til siden, bukkede og grinede. Torel var lammet af raseri. Gast Ton kiggede nedladende på ham og vendte ham ryggen. På et splitsekund havde Torel trukket sin jagtkniv og begravet denne dybt mellem Gast Ton´s skulderblade. Alle kiggede forbløffet over dette kujonagtige mord. I det samme hørtes et skrig – det var Prinsesse R. Øvlæk Kar. Hun besvimede og vandet gik. Torel blev slået ned og ført bort – der skulle holdes rettergang med det samme. Alle vidste hvad udfaldet ville blive, men ingen regnede Torel for meget, så hans henrettelse kunne lige så godt bruges som underholdning.

Høvdingen dømte som ventet Torel til døden ved overskåren hals. Da høvdingen skulle til at skære halsen på Torel, kom jordemoderen løbende med et nyfødt barn i armene. Hun viskede noget til høvdingen – han blev bleg og tabte kniven. I det samme nu, faldt klædet der havde svøbt barnet, og det lille nøgne barn kom til syne. Eller rettere – det store æbleformede modermærke på barnets mave kom til syne. Alle vidste hvad det betød. Høvdingen kiggede rundt med et vildt raseri i blikket, hvorefter han gik over til liget af Gast Ton, der var lagt til skue på et bord. Kniven der havde dræbt Gast Ton var lagt på det æblemarkerede bryst. Høvdingen tog kniven i hånden, alt i mens han råbte ”jeg frigiver hermed Torel af familien Breshol”. Ton-familiens overhoved brølede og råbte at raseri. Høvdingen tilbagelagde afstanden mellem ham selv og Ton-familiens overhoved i éet katte-agtigt spring – inden han landede, havde kniven der dræbte sønnen, også taget faderens liv. Høvdingen kiggede rundt på resten af stammen, for at se om andre turde stille spørgsmålstegn ved hans ord – hans lov. Det var der ikke.

Høvdingen skar lædersnorene der holdt Torel bundet. Da det var gjort sagde han kort: ” Gå, og kom kun tilbage hvis du er værdig. Hvis du kommer tilbage uden at være værdig, får du samme grav som din gode ven på bordet derhenne”. Da det var sagt, stak høvdingen jagtkniven i Torels bælte og nikkede mod udgangen af festhytten. Torel vendte sig og gik – han så sig aldrig tilbage.

--oOo--

Torel Breshol vandrede afsted de næste to døgn. Da han ikke kunne mere faldt han om under et træ og faldt i søvn. Da han vågnede anede han ikke hvor han var – han var også ligeglad. Det eneste han vidste, var at han nu var alene. Han måtte overleve så godt det var muligt. Hele foråret og sommeren flakkede han om og levede af hvad han kunne finde. Døde fugle, små rotter han fangede i snarer og græs. Det var ikke festmåltider, men til gengæld var han fri. Sommeren gik på hæld og efteråret kom. Med efterårets kommen blev føden blev mere og mere sparsom. Han tabte sig og var hele tiden sulten og frøs.

Sneen kom og han var nu blot en skygge af sig selv. Han vandrede rundt som et skelet og havde knap kræfter til at fange de små pungrotter der indtil nu havde udgjort den primære bestanddel af hans føde. Til sidst lagde han sig ned for at sove. Sneen der lagde sig på ham blev tykkere og tykkere. Da hans øjnene skulle til at lukke sig for sidste gang, hørte han lyden af hove i sneen. Han kiggede op og så en mager hest. På hesten sad en gammel kælling med en stav og for enden af staven sad et kranie. Han troede at dødens gud nu var kommet efter ham. Han lukkede øjnene og gjorde sig klar.

Da Torel åbnede øjnene igen, lå han på et beskidt lerklinet gulv i en lille faldefærdig rønne. Han lå foran ildstedet og der var varmt. Den gamle tandløse kælling sad på en skammel foran ham. Skidtet sad i kager på hendes blege benede krop. Hun var helt nøgen. Torel Breshol rørte på sig og hørte en skramlen. Han var lagt i lænker og det eneste han havde på var et gammelt klæde. Klædet faldt af da han rørte sig, og nu lå han som en stor mager lænket baby på gulvet. Den tandløse kælling kiggede sultent på ham og sagde ”Nåååå – er du vågen nu. Er du klar til at betale for dit liv?”. Hun hviskede en fortryllelse og hans krop stivnede. Hele hans krop stivnede. Han lå på ryggen og stirrede vantro, til mens den tandløse og beskidte kælling tog sig betalt for at redde ham fra kulden.

Hele vinteren gik med at Torel Breshol fungerede som praktisk tjener om dagen og stivnet tjener om natten. Det var ydmygende og han savnede næsten Gast Ton. Om dagen trissede den gamle heks rundt i hytten, mens hun bryggede magiske drikke og lavede små magiske ting, som hun solgte til krigere fra the Silken Hand. Nogle gange leverede kællingen og andre gange kom krigerne til hende.

Da vinteren var ovre skete der noget. Heksen havde i flere dage brygget på en særdeles potent potensdrik. Hun var træt af Torels manglende stamina og havde besluttet at han skulle have noget ”kosttilskud”. Drikken var klar henad aften. Mørket faldt på og kællingen kom roligt trissende hen til Torel med drikken. Den lugtede som en blanding af svinefæces og et selvdødt stinkdyr – til Torels skræk smagte det endnu værre. Han fik akut mavepine og troede han skulle dø. Midt i smerten, skete der dog noget han ikke havde forventet. Potensdrikken virkede. Den virkede dog ikke som kællingen havde til hensigt – den virkede i hans arme. Hans styrke voksede og med et ryk rev han lænkerne fra hinanden. Så stor var kællingens forbløffelse, at hun ikke nåede at reagere før Torel tog hende om halsen og rykkede hendes hoved af. Som en nyligt slagtet høne, løb Kællingen 3 gange rundt i huset, hvorefter hun faldt til jorden. Torel skyndte sig at finde noget tøj, jagtkniven han havde døbt Gast Ton´s bane og et par af de små magiske ting som heksen endnu ikke havde solgt. Sammen med de magiske ting, fandt han et kort, der viste vej til The Silken Hans hovedkvarter. Han ville tage af sted, sælge den magiske ladning af småting og hvis muligt, søge ansættelse hos lejesvendene fra ”silkehånden”…..
avatar
Dungeon Master
Admin

Posts : 27
Join date : 2015-09-19

View user profile http://wrath.forumotion.org

Back to top Go down

View previous topic View next topic Back to top

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
You cannot reply to topics in this forum